torsdag den 5. februar 2009

Så er jeg tilbage på bloggen

Mit efterår har været lidt hektisk, men nu skulle jeg få lidt mere tid mellem hænderne. Det er dog lykkedes Lilli og jeg at få vores 1. præmie i LP 1 - jubii!! Den 6. december var vi til prøve i Sorø Hallen afholdt af Border Collie klubben. Det var Lis Steen Hansen der var dommer og det var en dejlig oplevelse. Prøven blev afholdt indenfor og jeg var lidt spændt på hvordan Lilli ville reagere. Hun var heldigvis rimeligt upåvirket. Lineføringen var bedre end den vi viste i Viby og vi endte med en karakter på 8,5 - hun mistede en plads i et stop men var ellers meget mere opmærksom. I stå-øvelsen stod hun tiden ud, men hun syntes at gulvtæppet duftede ualmindeligt godt så hun trippede lidt. Hun tog springet helt fint og også stillingsskiftet og indkaldet gik super og vi fik 10 i alle tre øvelser. Desværre tog hun den forkerte pind i næseprøven – hun er mere sikker hvis der ligger mere end 2 pinde og det kommer der heldigvis til at være fremover ;o)

I alt endte vi med 154 points, hvilket jeg er godt tilfreds med når man tænker på at vi mistede 20 points i næseprøven. Dejlig at skulle videre til klasse II.

I juleferien havde Charlotte Lia arrangeret en prøve for åben mikrofon med Marianne Jensen, så her fik vi mulighed for at prøve klasse II. Jeg havde stort set ikke fået trænet efter vi var til prøve i Sorø, så jeg var lidt spændt på hvordan det ville gå. Jeg havde dog fået Lilli til at forstå at hun skulle søge plads når hun fik en apport i munden et par dage forinden. Jeg havde dog ikke forsøgt at kaste den endnu, men jeg besluttede mig at prøve et lille kast og så se hvad der skete. Lilli var helt oppe at køre da vi skulle til fællesdækken og jeg var ikke helt sikker på at hun ville ligge 2 min. Jeg plejer at overtræne, så jeg er sikker på at min hund kan, men jeg havde jo ikke fået trænet… Men hun var super – hun lå de 2 min selvom hun lige inden havde hoppet og danset ved siden af mig – det er dæl´me en lækker hund jeg har fået!! Det blev straks mere underholdende i fri ved fod. I vores første vending – en højrevending – får Lilli øje på feltet (hendes favoritøvelse) – og hun stryger lige ind i feltet. Hun kommer tilbage da jeg kalder og vi fortsætter. Nøjagtigt det samme sker under løb – hun er bare helt pjattet med det felt ;o) Da jeg skal til apporten kaster jeg den meget kort, fordi hun jo ikke havde prøvet det før. Hun løber ud samler op, ser feltet og ja, løber derud. Hun kommer dog tilbage med apporten i munden, sætter dig på plads og holder pænt indtil jeg siger ”tak”. – Vi har arbejdet en lille smule med stimuluskontrol med den øvelse siden….

Jeg er begyndt at træne øvelser til klasse III, så vi er gået i gang med fremsendelse til kegle. Hun har prøvet det 2 gange og jeg prøvede allerede 2. gang at fjerne target og hun løb ud og stoppede på mit stå-signal, så er det altså nemt at træne hund. Det er altså også rart med øvelser der går nemt. Vores fri ved fod har taget over et år og den er stadig ikke færdig. Det er først nu at jeg er begyndt at gå så stærkt at hun traver. Vi er også begyndt at træne indkald med stop og dæk – hver for sig selvfølgeligt, dirigering og dæk under gang. Og indtil videre går det fint. Jeg har dog lige været plaget af at min datter har været syg og ikke har sovet så meget om natten. Det er hun så begyndt på nu, til gengæld blev Freja syg. Hun har haft blodig diare og det viste sig at være en camfylobakterinfektion, så nu er hun på antibiotika. Jeg håber så at jeg kan få lov til at sove en hel nat i nat – jeg er efterhånden lidt trængende efter knapt 3 uger uden ordentlig søvn ;o)

Jeg fik i januar endelig en træningsplads –i hvert fald en midlertidig en. Det betød at jeg kunne starte hold igen – og hvor er det dejligt. Jeg har virkeligt savnet det! Jeg har et hvalpehold, en unghunde/basishold, som ellers godt kan være hårdt at have, men de her kursister er fantastiske og så et konkurrencehold. Hvor er det bare dejligt at undervise igen! Jeg glæder mig allerede til på lørdag ;o)

Ingen kommentarer: